I sit seneste nyhedsbrev nævner Digitaliseringsstyrelsen den fælleseuropæiske standard EN 301 549. Årsagen er, at styrelsen har medvirket til at få standarden oversat til dansk. Det har givet anledning til spørgsmålet om hvorvidt der er tale om en ny standard for webtigængelighed. Det korte svar er: Nej, alt er som det hele tiden har været. Forklaringen er følgende:
I det omfang europæisk lovgivning kræver, at man overholder bestemte standarder, skal der være tale om europæiske standarder. WCAG er ikke en europæisk standard. På tidspunktet for webtilgængelighedsdirektivet (2016) havde man hverken en europæisk standard for til digital tilgængelighed eller webtilgængelighed. Løsningen blev, at man i al hast samlede en række krav for tilgængelighed, herunder webtilgængelighed, tilgængelighed til dokumenter og tilgængelighed til apps. Disse blev samlet i den fælleseuropæiske standard EN 301 549, idet de dele, der omhandler webtilgængelighed, dokumenttilgængelighed og tilgængelighed til mobilapplikationer stort set henviser 1:1 til WCAG. Dele af EN 301 549 bærer præg af hastværk og ikke alle dele er lige gennemarbejdede eller meningsfulde.
Den danske webtilgængelighedslov henviser ligeledes til EN 301 549 og har det den gjort hele tiden. Da vi historisk set altid har anvendt WCAG-retningslinjerne som grundlag for webtilgængelig i Danmark, er det sikkert forbigået mange, at man med med webtilgængelighedsloven har lagt et ekstra lag ind. I praksis har det dog ikke nogen betydning: Hvis et websted eller en mobilapplikation opfylder kravene i WCAG 2.1 på AA-niveau, så opfylder de også kravene i EN 301 549 og dermed kravene i webtilgængelighedsloven.
Udover henvisningerne til WCAG, indeholder EN 301 549 også eksplicitte krav om, at dokumenter og digitale løsninger skal kunne anvendes af personer med en række forskellige funktionsnedsættelser, ligesom de skal kunne anvendes ved brug af de tilgængelighedsfunktioner, som findes på brugernes computere og mobile enheder. I WCAG er disse krav mere implicitte. Endelig specificerer EN 301 549 en række krav til såkaldte lukkede systemer, dvs. systemer, hvor man eksempelvis ikke kan installere sin egen skærmlæser eller sit eget oplæsningsprogram. Eksempler kunne være pengeautomater, billetautomater, informationskiosker og lignende.
