WCAG, de internationale retningslinjer for webtilgængelighed, er blevet opdateret. WCAG 2.1 blev den 5 juni 2018 gjort til en W3C anbefaling.
Hvad er nyt i WCAG 2.1?
WCAG 2.1 tilføjer 12 nye succeskriterier på niveau A og AA, og 5 nye succeskriterier til niveau AAA. Den nye version af retningslinjerne bygger således videre på WCAG 2.0.
Dette betyder at hjemmesider, der overholder WCAG 2.1, også overholder WCAG 2.0.
De nye retningslinjer indeholder et par vigtige ændringer, som man bør være særlig opmærksomme på:
Tilpasning til mobilenheder
En af de største skift i onlineoplevelsen i det sidste årti, er skiftet fra computere til mobile enheder. De nye retningslinjer lægger vægt på en mobiloplevelse, der matcher den brugere er vandt til på computer. Dette betyder at løsninger skal optimeres til touch-input, og at disse skal gøres kompatible med kompenserende teknologier.
Opgradering af visuelle standarder
Den tidligere version af WCAG krævede, at indhold kunne forstørres op til 200% uden at miste funktionalitet. De nye standarder hæver dette niveau til 400% af hensyn til brugere med synshandicap.
Endvidere skal ikoner nu også overholde succeskriterierne for kontrastforhold.
Lovgivning
Den europæiske standard EN 301 549, som ligger til grund for den danske lovgivning om webtilgængelighed, er 21. december 2018 blevet offentliggjort i en ny version V.2.1.2. Dette betyder at dansk lovgivning nu henviser til WCAG 2.1.