Firma bag kontroversielt tilgængelighedsoverlay står til millionbøde

9. januar 2025

Det amerikanske regeringsorgan Federal Trade Commission (FTC) har pålagt det israelske teknologiselskab AccessiBe en bøde på 1 million dollars for vildledende påstande om, at AccessiBe’s AI-baserede software kan gøre enhver hjemmeside fuldt ud tilgængelig i overensstemmelse med WCAG-retningslinjerne.

AccessiBe, grundlagt i 2018, tilbyder en såkaldt overlay-løsning, der hævder at forbedre webtilgængelighed ved hjælp af kunstig intelligens. Disse overlays er dog blevet mødt med betydelig kritik fra eksperter og interesseorganisationer. Den amerikanske blindeorganisation, National Federation of the Blind, har eksempelvis vurderet brugen af sådanne overlays som utilstrækkelige og har beskrevet AccessiBe’s markedsføringspraksis som “respektløs og vildledende”.

Kritikere påpeger, at overlays ofte skaber en falsk tryghed hos webstedsejere, idet de tror, at deres sider er fuldt tilgængelige, mens reelle tilgængelighedsproblemer forbliver uløste. Desuden forværrer overlay-løsninger oftest brugeroplevelsen for personer med handicap og gør dermed mere skade end gavn.

FTC’s beslutning understreger vigtigheden af at anvende gennemprøvede og omfattende metoder til implementering og sikring af webtilgængelighed frem for at stole på hurtige teknologiske løsninger som overlays. Det er afgørende for ejere af websteder at sikre, at deres digitale platforme er tilgængelige for alle brugere ved at følge etablerede retningslinjer som WCAG, og vi hos Sensus mener, at FTCs beslutning om at pålægge AccessiBe en bøde er et vigtigt skridt på vejen til at fastslå, at overlays, i deres nuværende form, på ingen måde er en acceptabel tilgængelighedsløsning.