Sensus giver AccessibleEU-stafetten videre

18. juli 2024

Efter at have varetaget hvervet som national tilgængelighedsekspert for Danmark i AccessibleEU i en periode, har Lars Ballieu Christensen fra Sensus besluttet at trække sig fra det europæiske center. Det sker i erkendelse af, at Danmark er et helt andet sted end mange andre lande i EU når det kommer til digitalisering og tilgængelighed.

“Danmark er meget langt foran de fleste EU-lande når det kommer til digitalisering og tilgængelighed. Vi har haft regulering og lovgivning på området i mange år, og er jo generelt gode til at implementere europæisk lovgivning,” siger Lars Ballieu Christensen og fortsætter: “I AccessibleEU handler det stadig om grundfortællingen – om at overbevise myndigheder og politikere om hvorfor tilgængelighed er vigtigt nok til at bruge ressourcer på, og der er vi bare et helt andet sted.” 

Samtidig ærgrer det ham, at AccessibleEU har været mindre interesseret i at se på Danmark som en showcase for digitalisering og digital tilgængelighed og i stedet har insisteret på de samme kampagneaktiviteter i alle lande uden at fokusere og udnytte de nationale forskelle. 

Sensus forventer at AccessibleEU vil udnævne en ny dansk repræsentant i løbet af den kommende tid, og vil i øvrigt fortsætte med at understøtte initiativet.