Nyheder

Ny kollega til vores tilgængelighedsteam!

Sensus søger en ny kollega,  der har lyst til at arbejde med digital tilgængelighed. Har du lyst til at hjælpe med at sikre, at flest mulige mennesker – også personer med handicap – kan anvende hjemmesider, apps og andre digitale løsninger, så er jobbet som tilgængelighedskonsulent måske noget for dig.

Digital tilgængelighed tager udgangspunkt i universelt design og har til formål, at flest mulige mennesker i flest mulige situationer og fra flest mulige platforme kan anvende digitale løsninger. Danmark og resten af EU fik for nylig lovgivning på området, som kræver at eksempelvis offentlige hjemmesider opfylder kravene til tilgængelighed.

Sensus er Danmarks førende specialister i digital tilgængelighed. Siden 1994 har vi rådgivet om digital tilgængelighed og udført i hundredevis af formelle tilgængelighedsvurderinger. Vi underviser også i tilgængelighed, bistår udviklere med at skabe tilgængelige løsninger og deltager i standardiseringsarbejdet på området. Vores kontor ligger i Hillerød, tæt på offentlig transport.

Vi forestiller os, at du netop har afsluttet din videregående uddannelse indenfor det tekniske eller samfundsvidenskabelige område, at du har teknisk flair og er glad for ny teknologi, samt at du er god til at bruge computer og smartphone. Du kan arbejde metodisk; er energisk og kan formulere dig mundtligt og skriftligt  på dansk og engelsk. Det vil være en fordel hvis du kender til udvikling af hjemmesider og apps. Så skal vi nok lære dig resten.

Interesseret? Så send en motiveret ansøgning bilagt uddannelsespapirer og CV til Lars Ballieu Christensen på lars@sensus.dk. Mere info på www.sensus.dk

Kontakt